Menneskelig diversitet?

Når jeg kører rundt der ude på landet, slår det mig, at et ofte set ”landsted” er et hvidt hus med sort glinsende tag og sorte granitsten på ”gårdspladsen”. Det er vældig pænt, ser ordentlig ud og ligner overhovedet ikke det, jeg husker fra min barndom. Det var bestemt ikke alle husmandssteder, som var ordentlige. Jeg husker steder, hvor jeg ikke havde lyst til at tage imod den sodavand, som blev rakt mig, fordi selve flasken var så beskidt. Andre steder vidste man godt, man skulle tisse hjemmefra eller finde en busk i haven, fordi toilettet nok nærmere var et das, hvor man som lille pige helst ikke ville ud.
Men jeg kan også huske de voksne, som drak kaffe og fortalte historier, og måske kiggede man også lidt efter hinanden…
Det var jo ikke bare husene… menneskene var også nogle gange nogle faldefærdige rønner.
Jeg fik som barn enten at vide at ”han er lidt egen” eller ”han er vist sinke
Det må man helt sikkert ikke skrive nu om stunder, men det var sandt. Jeg opdagede til gengæld ikke, der var noget ”galt” med dem, inden jeg blev voksen. Men måske er det også en del af ordet forsinket, så vi har nok passet sammen mentalt. Jeg har været en 3-5 år, og Svend var vel 40 år. Jeg husker ham som en blå pingvin, der stod ude i laden. Han havde blåt termotøj med tilhørende termohue med lapper ned over ørerne. Nogle gange hjalp han min far med at feje, eller også gik han med mig i hånden.
Han boede sammen med sine forældre ovre på den anden side af marken. Man da forældrene døde, ville kommunen sætte ham på plejehjem. Nabokonen og min far blev imidlertid enige om, at Svend skulle blive boende. Nabokonen lavede ekstra mad, som kom over til Svend og min far satte et par af sine kalve over i Svends lille stald, for så havde han noget at stå op til om morgenen. Kalvene skulle jo fodres. Efter morgenfodringen gik han over til vores gård, og det er der, jeg husker, han stod ude i laden. Om aftenen fulgte vi ham hjem igen. Så spillede han ”Jeg er sigøjner” på sin røde pianoharmonika og gik derefter i seng.

Anders har været lidt yngre – han har nok ikke været mere end 16-17 år, for han kørte på knallert. Men hans bedste egenskab var, at han var helt vildt god til at lege i sandkasse. Jeg havde nemlig den sejeste sandkasse. Far hentede nogle gange et helt læs sand i grusgraven, og så havde jeg den at lege i, indtil han skulle bruge sandet til noget andet.
Anders havde en leg, der bestod i at hoppe ned fra et træ for at se, hvor hurtigt bilerne holdt. Det var ikke det, der tog livet af ham, men en kollision mellem knallert og lastbil.

Min fars barndoms original hed Enevoldsen. Han gik om natten og råbte i skoven, så det gjaldede:
Høp høp,
kør ligvognene frem,
de døde venter,
deres hjerter banker under de kolde fodsåler,
høp høp.

Der er jo mange årsager til, man ikke møder så mange originaler længere. Nogle af dem havde også andre titler. Nogle var landsbytosser andre var lidt ”egen”, måske havde livet bare været ekstra hårdt ved nogle. Mennesker er jo både så super stærke og utroligt skrøbelige på samme tid, men fælles er, at jeg ikke møder dem så tit længere, og hvordan skal man få plads til sin egen indre sinke eller landsbytosse, hvis de ikke længere findes i ens ydre liv?

4 Comments

  1. sadyhr siger:

    Det er faktisk et virkelig godt spørgsmål, du stiller der til sidst.
    Jeg tænker, at vi bliver nødt til at være os bevidste allesammen om, at vi mennesker er så forskellige på alle mulige måder, og nogle er »sinker«, andre er noget andet, som adskiller dem fra »normen« eller den standardiserede mængde; men vi er mennesker allesammen, og hvis vi åbner vores øjne og vores sind for, at vi alle har noget at byde på, at være her med og ikke bliver bedre af at blive presset ned i nogle små og urummelige kasser, så tror jeg på, at alle har vundet rigtig meget.

    Liked by 1 person

  2. Lone Hansen siger:

    Du er helt fantastisk til at fortælle, Mette. Tak for historien. Jeg kan også huske Svend. Han var en ener.

    Liked by 1 person

  3. Kaspar Vorbeck siger:

    Jeg er heldigvis vokset op på Sindssygehospitalet i Risskov. Det var sjovt. Det giver lidt plads til at folk kan opføre sig forskelligt, uden at jeg synes det er mærkeligt!

    Liked by 1 person

    • Åh ja – jeg har fornyligt interviewet Jakob Hogrebe til min kommende bog. Han kan også fortælle gode menneskelige historier derfra.
      (Og så var der Furekåben som sang noget i retningen af at hvis ikke der var nogle gale-hospitaler, så vidste man (heldigvis) heller ikke hvem der var gale)

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: