Hvem er/var Zenobia?

Jeg fik en dag en mail, hvor der stod: Kære Karina, kan Zentropa komme og spille den og den dag?
Nu hedder jeg jo ikke Karina og min trio hedder heller ikke Zentropa. Der var i hvert fald ingen af os, der ville være Peter Ålbæk. Men i Zenobia spiller vi danske viser. Både nogle vi selv har skrevet, men også kendte højskolesange, salmer og folkeviser. Foruden mig på harmonika er der Louise på sang og Charlotte på klaver.

Jeg havde fået et kursusjob på en højskole. De første, som bød mig velkommen, var nogle unge mænd med mørkere hud og hvidere tænder
end mig. Hej sagde de og smilede.
Har du mødt vores syrere, spurgte forstanderen mig. Jeg fik med det samme lyst til at forære dem en Zenobia-cd. Men så gjorde jeg det alligevel ikke. Jeg kunne ikke finde ud af hvorfor. Jeg havde både lyst og ikke lyst til det. Da jeg ringede hjem til min mand, sagde han til mig, at de unge syrere jo ikke kunne bruge mine fine fornemmelser til noget, så jeg kunne godt tage og finde dem og give dem hver en cd. Det gjorde jeg så, og de så virkelig glade ud og pegede på navnet Zenobia. Vi smilede til hinanden med en fælles bevidsthed om, at Syrien en gang var et stort rige. For næsten 2000 år siden var Zenobia dronning over Palmyra. Da hendes kongemand blev myrdet, overtog hun magten, indtil sønnen blev gammel nok til at blive konge. Dronning Zenobia sørgede ikke så meget over kongemanden, som hun sørgede for at gå i krig og vandt alle landene rundt om Syrien. Da hun også fik Egypten, blev den romerske kejser så bekymret, at han satte en jagt ind på Zenobia. Hun blev fanget, men kom i guldlænker i fængslet, fordi der var så meget respekt for hende. Man sagde om hende, at hun var gudesmuk. Man var i tvivl, om det var perler eller tænder, hun havde i munden, fordi det skinnede så hvidt, når hun smilede. Man kunne se, når det var Dronning Zenobia, som drog i krig, for uden på læderbrynjen hang hendes juveler og glimtede og raslede, og hun kunne drikke de mandlige hærførere under bordet.
Zenobia skulle efter sigende gå op i ligestilling og var en helt særlig slags dommer: En forbryder skulle dømmes. Han fik dommen, at dyrene måtte bestemme hans skæbne, og så blev han ellers ført ind i den lokale ”colosseum”, blev bundet og havde bind for øjnene. Han har nok nær været ved at dø af skræk inden, han hører et latterbrøl fra tilskuerne. Dronningen havde lukket nogle høns ind. Manden blev så taknemmelig over sit liv, at han forblev hendes hengivne tjener resten af livet. Det er bl.a. igennem ham, man har historierne om hende.

Måske passer dette vers som bruges i slutningen af mange folkeviser på fortællingerne om Zenobia:
Syng nu den vise, hvem helst som vil,
træk intet fra, læg hellere til.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: