Døden – og livet.

Jeg har fået nye gummistøvler, men mor og far græder hele tiden.
Sådan sagde min veninde. Hun døde af kræft. Vi var 5 år.

Det er den første, jeg husker at have mistet. Siden hen har jeg tænkt meget over emnet – ligesom de fleste andre, men alligevel er det ikke noget, man så tit snakker om. Bortset lige fra i mit fjernsyn. Der virker det næsten som om, det ikke er døden, man hører om. Når døden er separeret fra sorgen, er den nem nok at tage afstand til, selvom det ikke burde være hverdagskost at få krig, trafikuheld, mord og ulykker serveret under aftensmaden. Selv om det er sådan, kan man alligevel ikke snakke med nabokonen om, hvordan hun egentlig har det efter mandens død. (og måske endnu værre med nabomanden, hvis konen er død.) Jeg tror, man skal øve sig på at tale både med sig selv og andre om emnet, inden manden med leen kommer på besøg.
Jeg øver mig tit sammen med min gamle harmonikalærer fra konservatoriet, Carl Erik Lundgaard hedder han. Jeg fik undervisning af ham i 8 år, og det indbefattede lige så meget snak over en kop kaffe som direkte timer med harmonikaen på maven. Vi snakkede/snakker altid om livet og dermed også meget tit om døden – og nu har vi de sidste år taget ud med en koncertfortælling, som vi kalder ”Liv og død”. Vi synger om Mallebrok. Ja, ham kender vi jo godt og Filiong gong gong. I vores ældgamle sang om Mallebrok drager han også i krig, men han kommer ikke hjem igen. Sorgen og døden følges ad. Mallebrok kommer ikke hjem!

Min farfar kom heller ikke hjem. Han havnede på sygehuset, og da han skulle hjem faldt han ud af sengen og brækkede hoften, fik lungebetændelse, og så blev vi alle hidkaldt. Min farmor stod ved den ene side af sengen, sygeplejersken ved den anden side, og jeg stod for fodenden. Sygeplejersken kiggede på min farmor og sagde: Ja, nu har han jo ikke langt igen. Jeg havde øjenkontakt med min farfar, og selvom han ikke længere talte, kunne jeg se, han kunne forstå. Hun fik ret. Han døde kort tid efter. Jeg fortalte min søster, at det var sygeplejersken, der havde slået ham ihjel. Jeg var 10 år.

Jeg forestiller mig, at de 2 begivenheder bortset fra ens egen død, som flytter en mest er, når ens forældre dør, og så hvis man selv får børn. For mit vedkommende har det i hvert fald rykket ved nogle tanker om både liv og død, efter jeg har fået Emil.
Mine egne forældre lovede mig, at de ikke ville dø, inden jeg blev voksen. Jeg har fornyligt fortalt dem, jeg ikke er voksen endnu.

Jeg var selv 28 år, inden jeg så et dødt menneske. Jeg var virkelig bange, men der var jo ikke noget at være bange for, hvis man ”bare” er sovet ind. Jeg vil i hvert fald ikke være bange for at tage Emil med til begravelser eller til at se en dødt menneske.

De rejsende, som er en slags danske sigøjnere, har en masse fantastiske sentimentale sange. Sangen Tåren slutter sådan her:

Når af hjertesorg du stundom lider
kommer jeg som gammel ven igen
og når tåren ned ad kinden glider
giver den dig din tabte fred igen.

4 Comments

  1. Lis Mølgaard siger:

    Fint og nænsomt skrevet Mette

    Like

  2. Jonna Pallisbo siger:

    Tak Mette Kathrine.

    Like

  3. Niels Jørn Thomsen siger:

    Smukt skrevet Mette Katrine. Lige en kommentar. Du skriver “Jeg forestiller mig, at de 2 begivenheder bortset fra ens egen død, som flytter en mest er, når ens forældre dør, og så hvis man selv får børn.” Desværre er nok den der flytter aller mest når man mister sit barn, men det håber jeg aldrig det sker for dig. Men hvor er det godt og vigtigt at tale om døden og sorgen. Tak for det.

    Like

  4. Kate siger:

    Hvor er det bare fint skrevet Mette❤️

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: