Hvad er det for en idiot, der synger med?

Min mor har altid sunget for mig. Jeg troede faktisk, det var helt normalt, at børn skulle lære sange udenad. Det første bevis ligger inde hos min mormor. Min morfar optog nogle kassettebånd og også i julen 1983, hvor jeg af en af deres gæster bliver bedt om at synge min yndlingssang. Det ville jeg gerne og sang med høj og klar røst: Der er noget i luften. Gæsten undrer sig højlydt over, jeg ikke valgte: Se den lille kattekilling, men jeg ved da også godt i dag, hvad jeg ville vælge.

I en oprydning de senere år har jeg fundet et gammelt kladdehæfte, hvor min mor har tegnet bunkevis af små tegninger til mig. Hvis man gennemgår dem, kan man sagtens se, hvad det er: En tegnet sangbog.

Skolen lå 5 kilometer væk, og indtil 3. klasse kunne man komme med en skolebus. Efter det skulle man cykle. Det nærmeste skolebussen kom på vores gård var 1 km, så om sommeren cyklede vi derop, og om vinteren kørte mor min søster og mig op, og så sad vi i bilen og ventede på bussen, hvis ankomsttid havde en margin på 20 min. I den forholdsvis lange margin lærte mor os sange udenad. Mange af dem kunne hun selv udenad, og ellers var både Højskolesangbogen og den brune DDGU-sangbog med (nu DGI) Nogle af sangene har jeg ikke sunget siden. Jeg har fornemmelsen af at kunne nogle sange, som slet ikke er i brug mere.
Der var en gammel folkesanger som sagde: En sang er kun en sang, når den bliver sunget. Så måske findes de slet ikke, de gamle sange jeg en gang imellem hører inde i hovedet. Randmorænen løfter Jylland op, Jeg som ung fik lært at kende, Når kommer våren vel er bare nogle af favoritterne fra den gang.

I folkeskolen sang vi også en del. I dansk havde vi et klassesæt af Arvesølv stående. Der var en lille smule post-70’er over en del af sangene i musiktimerne (og tak for det) Jeg havde en gang en båd, I am sailing, Til dem hr General, Kom og syng en enkelt sang om frihed. Jeg drømte mig en drøm i nat. På efterskolen havde vi foruden morgensang sangtimer, hvor vi sang en hel klokketime i streg. Man skal jo synge mere end 2 sange for at mærke brystkassen blive varm og smidig.

Så kom jeg i gymnasiet, og ved første morgensamling for hele gymnasiet satte pianisten sig hen til klaveret, spillede forspil og så begyndte jeg at synge, indtil jeg hørte en sige: Hvad er det for en idiot, der synger med? Så kan det ellers godt være, jeg fik lukket munden et par år…
Nu er jeg så voksen, så jeg heldigvis selv kan vælge, hvilke idioter, jeg omgiver mig med, og de vil heldigvis alle gerne synge. Emil ved ikke endnu, at hans mor er en sangidiot. Det skal han nok hurtigt få at vide, men det må han så finde sig i. Og det ser ud som om, det går godt med at finde sig i det, når han sidder fastspændt på bagsædet i sin autostol, og vi kører 100vis af kilometer på de danske landeveje, mens jeg synger alle de sange, som jeg kan huske.

Meget tyder på, at man de næste mange år ikke bliver betegnet som en idiot, hvis man synger med. Min brystkasse udvider sig nærmest som betinget refleks af glæde over at læse om fællessangsarrangementer over det ganske land, hvor der møder op mod 800 mennesker op. Der er morgensang på biblioteker, skolerne er ved at ”genopfinde” morgensangen, og både Spil Dansk og Alsang 2020 har seriøs fællessang på skemaet. Min trio Zenobia er i gang med at arbejde med næste skolekoncertprojekt, som omhandler Genforeningen. Bl.a Sangens Hus og Levende Musik i skolen er ind over det projekt, og det bliver godt! og der skal synges i det ganske land.
Jeg glæder mig inderligt!


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: