Min morfar blev skudt under krigen

Min morfar gik en dag ude i sin kolonihave og arbejdede. Nok lidt for hårdt, for pludselig fik han hold i ryggen. Han ringede til kiropraktoren, som havde tid med det samme, så morfar tog direkte ind til behandling. Han blev lagt godt tilrette på briksen, og så sagde den ellers hidtil tavse kiropraktor: De har vist den trøje på, De blev skudt i, Hr. Kaas.
Morfar havde ikke fået skiftet fra sin meget hullede have-trøje.

Min morfar var en god fortæller, og jeg har været lidt i arkiverne og plukket lidt ud:

Jeg skulle ud til min søster på Amager med det store rugbrød, og jeg skulle jo også bo hos hende. – Der kommer du aldrig ud i dag, du skal jo over Knippelsbro. Der er mange tyskere og de skyder på må og få hen gennem gaderne. Så snakkede vi videre, men senere sagde min ven, at det lød som om der var lidt stilstand i skyderiet nu, så hvis du vil prøve, kan du jo gå nu. Jeg blev fulgt lidt på vej hen ad Istedgade, en meget lang gade, 1 km og helt lige. Så hørte jeg et maskingevær knitre og folk smed sig ned på fortovet for ikke at blive ramt. Så hørte jeg et hvin. Det var en kugle, der kom flyvende forbi. Man tænker utrolig hurtigt i sådan en situation, og jeg tænkte, at kuglen har mere fart på end lyden, så der var jeg vel nok heldig. I samme sekund blev jeg ramt. Det første jeg tænkte nu var: Og jeg har endda lovet mor ikke at komme noget til, og nu skal jeg ligge her og dø. Det gjorde egentlig ikke ondt, men en sær ødelæggende fornemmelse i brystet og maven. Jeg har i bøger læst om, at når soldater i krig bliver skudt, falder de om. Og så faldt jeg om, skønt jeg vist godt kunne have gået et lille stykke. Så var mine gode kammerater der, de bar mig i arme og ben ind på en trappegang i Saxogade. Mens de gjorde det, stod tyskerne og sigtede på os, men skød heldigvis ikke. Der kom straks en hel del københavnere og skulle se, hvordan det gik. En løsnede min livrem og slips, og knappede op i halsen. Hvor det dog var dejligt, det kneb lidt at få luft. Kuglen var gået gennem mellemgulvet og leveren. Der kom ikke mere blod ud, end det kunne være i et fingerbøl. Hvor mon den var gået ud henne, der måtte nok være et ordentligt hul. En anden sagde til mig: Vil du ikke have en smøg kammerat, det kan sgu være det bliver den sidste. Nej tak, jeg skulle ingen smøg have. Så kom Søren, han havde fået at vide, man kunne ringe efter en ambulance, ikke andet så det havde han gjort. En af de andre sagde, at hvis jeg havde noget illegalt på mig, måtte jeg hellere aflevere til ham, for man vidste ikke, hvem man kom ud for på sygehuset. De københavnere var uhøjtidelige og hjælpsomme. 20 min. efter kom ambulancen, og jeg kom på kommunehospitalet, og i modtagelsen stak de en finger i hullet efter kuglen, men da de ikke kunne mærke den, vendte de mig om og følte efter på ryggen. Der var ikke hul, så kuglen måtte jo være derinde. Men nu var jeg blevet øm, og da der kom flere ind med skudsår, blev jeg ikke behandlet blidt. Op på en 6-mandsstue. Så var der 10 med mig. Jeg tænkte at godt nok var jeg kommet noget til, men jeg var da ikke død endnu. Søren havde taget min kuffert med det store rugbrød. Det hørte jeg ikke mere til, men min søster fik det altså ikke.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: