Mauritius 2017

I morgen har jeg 3 års bryllupsdag. Nedenstående er rejsebeskrivelsen fra vores bryllupsrejse:

Mette og Johs bryllupsrejse til Mauritius i januar 2017 skrevet over de første 10 dage (og hvad end der måtte tolkes ud af det nedenstående, så har vi det fremragende!)

Mellem de 2 største byer på Mauritius ligger et hotel. Onde tunger ville sige, det havde set bedre dage. Et badehotel med altaner, swimmingpool, barer og egen trappe ned til stranden med varmt, beroligende, saltmættet vand fra Det indiske ocean. Der hersker bestemt fred og ro, og sådan vil hotellets væsener det helst. Den unge ikke sproglige afrikanske kvinde, som bor midt på gårdspladsen i en afrikanerhytte, hvor alle sømmene er på vej op gennem bølgeblikstaget. Hendes tavse mand i den evigt røde t-shirt og deres 3 smukke mørk-chokoladebrune børn bor der også. De 2 ældste er drenge, og de bader glade og nøgne i poolen, når de kan se deres snit til det. Bag spejlene på værelserne bor de neongrønne firben. Et firben pr. værelse. De leger stilleleg, og de har alle sammen vundet. Dog skifter de stilling, når ingen opdager det.  Så er det halen, der stikker ud under spejlet, og så er det hovedet… 
Den røde jord er sjældent hjemme. Faktisk vil den også helst på hotel. Den bruger løs af håndklæder og drikkeglas, tallerkner og lagener, men hvad skidt – der er jo ikke andre, der gør brug af det. 

MEN SÅ EN DAG…. kommer der 2 lyserøde, udenlandske bryllupsrejsende. Alt står undrende, og ved ikke helt, hvad det næste træk måtte være. Der bliver tilkaldt en slesk mellemleder. Lange bukser, strøget skjorte og guldsolbriller og så flydende på engelsk, så man tænker over, hvad de 60 % af, hvad han lige sagde, egentlig betød. Han har dog kun lært engelsk som afsender og ikke som modtager. Han er ikke mere beslutningstagende end de andre. De nye gæster blev straks stuvet af vejen. På øverste etage, hvor der var seng, stue, køkken og 150 m2 tagterrasse. Der var ingen grund til at komme ned derfra undtagen, når der var morgenmad. Spejlæg! Og sikke de smagte. Fedt er godt, og meget fedt er meget godt. Dog skulle man ikke komme for sent, da der godt kunne være spist op af de 2 spejlæg, der var beregnet til et par. Spejlæg vendt i sort støbejernspande med 4 cm fedt. Madspild går man heller ikke ind for her, så 7. morgen virker fedtet stadig. Det bliver jo heller ikke brugt til andet, så æggeresterne fra dag 1 krydrer bare på dag 7. De to store chokoladebrune børn sniger sig rundt, og når de nysankomne ikke er at se, smider de tøjet og springer i poolen. Men ak og ve. Faderen i den røde t-shirt ser dem, og de får prompte et drag over nakken og et i bagdelen også. De hopper i hver dag, og faderen ser dem hver dag.

Vi havde lejet et værelse den første uge, men vi bliver her en uge mere. Hvor finder man ellers et helt hotel for knap 400 kr i døgnet?

Det nærmer sig et mysteriehotel. Her på dag 7 er der dog lusk i krogene. Eller måske er der mangel på noget i krogene. Den ikke-verbale kvinde er fuldstændig umotiveret begyndt at gøre rent i alle afkroge. Vi fatter minus. Køkkenet i stueetagen er også gjort rent. Morgenfedtet står der dog endnu. Man vi mangler intet. Vi har hinanden, og ellers har Johs sørget for resten. Mad til alle slags måltider: supplement til spejlægget (en tomat og en halv avocado gør underværker – også i favesammensætningen) rejer til natmad, suppe, helstegt kylling. Drinks – man kan vælge mellem Bloody Mary, Mojito, Cuba Libre eller Pina Colada. Han har købt snacks, frugt (ananas, mango, banan, vandmelon og rambutin) , 3-lags toiletpapir, dørmåtter, lys, lysestager og en buket røde roser iblandet brudeslør.

Der ER lusk i foretagendet! Måske ikke helt kriminelt, men så alligevel. Vi er blevet forvist fra vores hele etage og må nøjes med et endnu finere værelse, men en kun 70 m2 terrasse, som man skal dele med andre – altså hvis der havde været andre… Vi må ikke bo foroven, da der er noget meget farligt elektricitet deroppe. NÅÅ??? Vi har bestemt ikke mærket noget. Jaa, men på deres målinger i “kontrolcenteret i kælderen” kunne de se, at problemet var i vores værelse, og det forplantede sig så ned til nogle værelser nedenunder. Men vi kunne komme tilbage til vores værelse i morgen. Nå OK. Vi flyttede. Men efter det blev nøglen til øverste lejlighed “væk”. Ingen vidste, hvor den var. Men pludselig efter et par dage var døren åben, og Johs sneg sig derop og til en STOR overraskelse. Der var nye gardiner, gjort rent, 2 buketter roser og fin champagne i køleskabet. Da han konfronterede den sleske mellemleder var beskeden, at de var ved at lave reklamefotos. Jamen det kunne I jo bare have sagt!? Men vi kunne flytte ind igen i morgen. Fint! Dagen efter var nøglen igen blevet borte.
Dagen – eller rettere der, hvor dagen nærmest ikke var dag mere, og jeg var gået i seng, hørte Johs musik et sted. Han sneg sig op til den pink dør indtil vores nuværende eks-lejlighed og selv uden farlig elektricitet, var det helt klart der, musikken kom fra, men døren var stadig låst. En halv time senere kom selveste bossen og en meget ung og meget smuk kvinde i rød kjole ned af trappen. Det var i hvert fald ikke den samme kone, vi var blevet præsenteret for 2 dage tidligere… “Sorry…”  råbte Johs efter ham i et forsøg på samtale. Men selv på kort afstand, blev Johs meget direkte ignoreret, og bossen skyndte sig efter kvinden ned af trappen og væk i den 4-hjuls-trukne sorte BMW.

Masser af ting er venstreorienteret. Solen, vandet, som skyller ud i toilettet, mig (når man endnu en gang har set verdens uligheder), kørslen. Ja kørslen!!! Ja, der er det jo så, rattet sidder i HØJRE side og gearstanden i venstre. Sikke mange reflekser, man har. Ikke bare hver gang, men HVER eneste gang, jeg skulle blinke til den ene eller anden side, startede jeg vinduesviskeren, og når man havde gjort det et par gange, startede man så også bagrudeviskeren. Hånligt larmende, da der ikke var sprinklervæske til stede, drejer man uden at signalere til andre end sig selv og vinduesviskeren. Jeg lader fra nu af Johs om at køre.
Vi har været lidt rundt. Lidt.. Mindst hver anden dag har vi kigget på hinanden og spurgt, om ikke vi bare skulle tage en “fridaw” Men vi har da spist frokost på det nærmeste luksushotel. Bordene stod ude i et bassin, så man sad med fødderne i vand. Men de rige stakler havde ikke fred og ro. Der var musik, larmende samtaler og tjenere over det hele. Næ. lad os komme hjem til vores mysteriehotel.
Vores mangel-på-at-ville-leje-gps-hed førte os op i nogle bjerglandsbyer (i stedet for at Johs’ co-driver kunne finde kystvejen) Den ene var muslimsk med musikalske minareter, halal-kyllinge-boder (med skilte om friske kyllinger og levende kyllinger rendende rundt neden for skiltene) og burkaklædte kvinder i rødt!! med sorte bjørnebande øjenbriller på. Den næste landsby havde 10 frisører på hovedgaden, og den næste igen var indisk/pakistansk. Det var nede syd/midt på. 
Nord på er der et Gilleleje-turistmekka (apropos Mekka er vi også kørt igennem Moka. Og Yemen. Og Fredericia)

På hjørnet ved supermarkedet ligger en lokal fastfoodrestaurant. Man går ind i en slags gård med mure omkring og registrerer, at de lokale nærmest sidder i et busstoppested og spiller tromme. 8-9 knallerter står parkeret foran baren. Det er ikke grønne mælkekasser, som pryder bagenden af knallerten, men derimod en varmekasse. Der kan være meget fastfood i sådan en. Vi sidder i det andet hjørne på en cementmuret rundas (hvordan susen staver man til det) med bølgebliksparasol over. Menutavlen er på fransk, og vi bestiller en kylling, en blæksprutte og noget ris. Vi får 2 blæksprutter og noget brød, men det smager godt og koster næsten intet. 
Det næste spisested, vi var på, havde en skaldyrsmenu for 2. Den tog vi! 2 slags hummer, muslinger, rejer, fisk. Nøjj, hvor Mette kører godt på superbenzin.

10. dag hvor vi forgæves kørte til den anden ende af øen til et billetkontor til en naturø, havde det hele havde lukket. Lukket ø! Har man kendt magen…
Da vi kom hjem igen, var der pludselig mennesker på hotellet. Masser af mennesker. Alle sammen i den mørke ende af farveskalaen. “You are invited”, råbte den sleske mellemleder. Bossen og hele hans store familie (uden kvinden i rødt fra den anden dag) sad udenfor på fine stole. De ansatte indenfor. Vi sad blandet de ansatte. Det var nytårsaften for hinduer. Vi sad sammen med 2 hinduer, en muslim, Johs og mig – og så kom der en tjekke, som var med på et afbud. (hans gode ven var blevet skilt efter billetten var købt, så han var med istedet for konen) Jeg kunne heldigvis én tjekkisk polka: Doudlebska Polka. Herlig fest! Til forret fik vi en helt vidunderlig fisk. Jeg spurgte, hvilken fisk det var. Svaret lød, at det var lidt som tun – bare bedre. Uhhhmmm, det var så sandt, som det var s(m)agt. Grøn chilidip til.
Til hovedretten var der ris med forskellige “gryder” til. Jeg spiste mig nærmest dårlig i kyllingegryden og i grøntsagsgryden, som mest bestod af forskellige svampe og aubergine. Lagkagen tilsidst lignede et hindu-tempel (hvidt, lyserødt og krymmel) men det var nok ikke bevist. Johs og jeg blev opfordret til at finde vores “violiner” frem (de talte fint engelsk, man mangler vist lidt i deres musikalske opdragelse) Bossen og hans kone blev siddende uden for, men de fleste af familiemedlemmerne var ikke for fine til at komme ind til den pludselig meget sjovere fest inde hos de ansatte.
Ja, nu er de så blevet hængende – familien. Det er vist en helligdag. Vores hotel er ikke længere fredeligt og ensomt. Tværtimod. Men det er nu også sjovt at kigge på 7-8 nøgne sorte børn skiftevis i hvide liggestole og i den lyseblå pool. De er gode til at råbe tværs igennem hotellet. Deres fædre har enten tid nok eller er ikke så autoritetstro. Der står med kæmpestore røde bogstaver, at hvis man ryger på hotellet, kan det koste op til 12 måneders fængsel. Den ene familiefar står vist til en 100-200 år med al den røg, der kommer ud fra hans side af sengen, når man går forbi det åbne værelse. Vi har fået en masse goodwill for at spille, men ellers snakker vi nu ikke så meget sammen. Deres børn får en del klaps både i den ene ende og i den anden ende. Det er lidt mærkeligt at være vidne til.
Nu vil vi nyde de sidste 4 dage lige så meget som de første 11.


Bryllupsrejser har det jo med at slutte. Ægteskabet holder stadigt, og vi håber en gang at kunne tage en tur til Mauritius igen sammen med Emil.

2 Comments

  1. Jonna pallisbo siger:

    Spændende rejsebeskrivelse, sikke mange oplevelser man kan få på sådan en tur. Tak for den.

    Liked by 1 person

  2. Lise Rich siger:

    Sikke en fed beskrivelse af en oplevelsesrig tur 🙂

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: