Med harmonika på ryggen og baby i favnen (USA del 1)

Når man skal have en arbejdsvisum for at spille i USA, tager det første gang et års tid. Man skal bevise, man er international anerkendt og kulturel unik (fra 10 forskellige lande) De næste gange tager det “kun” nogle måneder at blive godkendt. Vi startede i januar og skulle afsted her først i juni. Når papirerne er ankommet, bestiller man tid til interview hos Den amerikanske ambassade. Hvis de godkender en, tager de ens pas, som man så får tilsendt efter 5 arbejdsdage. Der er ikke den fejl/udfordring/forhindring, jeg ikke har været igennem i de 11 år, jeg har turneret i USA, så jeg følte mig godt rustet til det hele.

Utrolig klima-u-venligt tog jeg flyet fra Ålborg til København for at nå frem og tilbage i tide til den eneste tid ambassaden havde, som passede mig. Aftenen inden havde jeg fået en mail, hvor der stod, om jeg havde husket at udfylde en DS-160 korrekt for min baby. NEJ! Jeg havde ikke fået udfyldt, om Emil havde været med i 2. verdenskrig…

Jeg kom over til ambassaden, men ak og ve, de bare grinede, da de så billedet af Emil. Han grinede nemlig. Det må man ikke, for hvad nu hvis man får falske tænder, så kan de jo ikke genkende en.
Jeg fik sendt et pasfoto anbefalet til dem, men da jeg 2 dage før afrejse fik brev fra ambassaden var kun mit pas med og ikke Emils. Jeg skyndte mig at ringe. Passet var tilbageholdt, fordi jeg havde sat kryds ved, at det ikke var Emil selv, som havde udfyldt alle formularerne, men en anden person (altså mig) De lovede mig dog, at passet blev afsendt med det samme, så jeg ville have det dagen efter….som var Grundlovsdag, hvor posten ikke blev bragt ud, og så så man ellers en harmonikaspiller i panik køre rundt om postfordelingscentralen, men nej, der var heller ingen på arbejde.
Så var det, jeg fandt ud af frygten er værre end virkeligheden. Da der intet var at gøre, blev jeg mærkelig rolig samt konstruktiv og fik for en mindre formue ombooket billetten og kontaktet de involverede på weekendens festival. Men SÅ kom Emils pas med et trykt arbejdsvisum i.
Flyveturen var bedst mulig, men hård. Især de 9 timer fra Amsterdam. Emil sov de 3 af dem, men hyggede sig gevaldigt ved at kravle/gå op og ned ad gangen og hilse på hver eneste rejsende med et HEJ.

1,5 time i kø gennem tolden med en harmonika på ryggen og en lettere utilfreds baby på maven. Da jeg endelig kom igennem og fik kuffert og klapvogn, fandt jeg ud af, jeg i den grad manglede en arm. Men så måtte man skubbe bagagevognen et par meter frem, mens man kørte videre med klapvognen og vice versa.

Ude i ankomsthallen sad Sarah. En frelsende engel, som havde intet mindre end 2 ekstra arme og overskud både i hoved og hjerte. Hun havde mailet til mig ugen før, at hun kom og passede Emil, mens jeg skulle spille. Hun havde pakket en bedstemortaske. Bleer, mad og legetøj og så kørte vi ellers 4 timer op til Nisswa. En lille landsby nord for Minneapolis, hvor Nisswa Stämman (et nordisk spillemandsstævne) skulle foregå. Vi nåede lige frem til kirkekoncerten, hvor folk forstående og medfølende godt vidste, at den amerikanske immigrationskontrol ikke havde spor af humor eller overskud.

Emil og jeg gik tidligt i seng efter 24 timers rejse.

Næste dag spillede vi 3 koncerter af 30 min. Det 4. job var at spille til dans fra 20.30 – 21.00, og SÅ blev Emil ellers smidt ud og hans mor fulgte med. Det var nemlig ikke tilladt for folk under 18 at være på steder efter kl 20.00, hvor der var en bar involveret. Så så gik vi tidligt i seng igen – og det skulle vi aldrig have gjort:

Næste morgen kl 5.00 vågnede Emil med et sæt og havde helt klart drømt noget: Han baskede med begge arme og sagde uhu uhu hu (sådan siger duerne i Risskov), og så pegede han ud af vinduet og sagde vov vov, og så baskede han med armene igen. Jeg grinede lidt og tænkte, vi kunne gå en tur, men alligevel måtte vente og spørge, om der var vilde dyr i nærheden. 3 timer senere stod vores værter og snakkede i munden på hinanden. Der havde, kort efter Emil og jeg var gået i seng, lusket en meget stor sort bjørn rundt og prøvede at vælte fuglebrættet – lige uden for huset.

Nisswa Stämman er en skøn festival, som jeg nu har spillet på 4 gange, så når vi deltager i paraden rundt i byen, råber folk Welcome back. Men opmærksomheden har nået nye højder, når man følges med en 14 måneder baby med arbejdstilladelse, og som oven i købet er blevet smidt ud af sin første bar…

2 Comments

  1. Judy Ryslander siger:

    Haha😁 det er mange udfordringer oveni hinanden. Hvorfor er det nu, at Emil ikke er hjemme hos far, når mor rejser langt? Du er altså ikke nogen dårlig mor af den grund 💝💝 men du giver dig selv flere udfordringer end godt er. Flot at du klarer det 💞 kram til jer (var selv alene i ti år med to børn, arbejdede og læst på Uni og var ude at spille. Jo, børnene var tit med, men da langt hellere på besøg hos veninder eller morfar og mormor – det var langt den bedste løsning for alle) 😁

    Like

  2. Jonna Pallisbo siger:

    Rigtig flot klaret Emil og Mette Kahrine, han er godt nok en sej gut ham Emil og han klarer det hele i stiv arm, måske endda bedre end moderen?

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: