Med harmonika på ryggen og baby i favnen (USA del 2)

Nøj tiden flyver hurtigt – også hurtigere end jetlag. Emil og jeg har været hjemme i Danmark i 8 dage nu, og der er stadig jetlag at spore – i hvert fald lyder der Beatles-sange i babyalarmen i stedet for søvnlyde. Johs, som er gået op til den vågne baby, synes åbenbart, han synger She loves you, så den er de gået i gang med…

Nå, men jeg mangler jo at fortælle om sidste del af USA-turen efter weekendens festival Nisswa Stämman:

Om eftermiddagen mødte vi Jesus! Han var kustode på Minneapolis Science Museum. Om aftenen spillede vi en udsolgt huskoncert hos Sarah.

Emil og jeg lejede en bil, og Emil faldt i søvn lige med det samme, så jeg besluttede mig for at vente med at spise, til han vågnede igen. Men det lader sig ikke lige sådan gøre på den amerikanske motorvej. Bevares, der er fast food nok… Jeg endte også med at købe en MacDonalds burger – som jeg smed ud efter første bid, fordi den var så ringe. 3 timer senere, så vi et skilt mod en by, der hed Frost, og der skulle der være et spisested, som hed Nancy’s grill and bar. Men selvom det klassiske røde Open skilt lyste, så det langt fra åbent ud, og jeg turde i hvert fald heller ikke banke på. Der var ikke andet i byen end førnævnte ”spisested”, et par småhuse, en maskinstation og nogle togskinner. Næsten inden jeg havde tænkt mig om, sagde Emil dut dut og ganske rigtigt: der kom toget. Emil grinede glad og råbte igen efter det 72 vogns tudende godstog. Efter endnu en time på motorvejen købte jeg endnu en MacDonald’s burger, som jeg spiste.
Kørselsmæssigt gav vi op efter 4,5 time og kørte ind på et hotel. Emils hej skaffede os både en gratis cola og en flaske vand.

Næste dag havnede vi i Canton, South Dakota hos Bill. Han er vores amerikanske manager og violinelev igennem mange år hos Dwight Lamb. Vi spillede på et plejehjem for rige folk. Det er ikke så tit, man går i garagen på et plejehjem, men det gjorde vi, og der stod FINE biler.

Vi nåede også en huskoncert hjemme hos Bill. Hans hjem er et stort familiehjem. Foruden konen Vicky er der 4 børn, 8 børnebørn, et par nevøer og nogle naboer som hang ud der på nærmest daglig base. Emil kunne godt lide al festivitassen, så det var nemt at bestikke et par teenagere til at se efter ham. Morten, Kristian og jeg spillede ude i indkørslen, og der var ca. dukket 70 gæster op.  Emil var for alvor begyndt at gå rundt, så det var ikke så nemt for de unge mennesker at holde styr på ham. Jeg vidste præcis, hvor han var. Der vokser åbenbart en mor-scanner ud på en, når man får et barn. Men det hjalp også lidt, at han sagde hej til alle dem, han gik/kravlede forbi. Lidt som krokodillen i Peter Pan. Den havde slugt et vækkeur, så man kunne altid høre, når den kom, fordi det sagde tik tak. Sådan er det også med Emil.

Elk Horn ligger i det sydlige af Iowa. Vi har været der et utal af gange i løbet af de sidste 11 år. Nu er der mange folk, som kender stedet, der har nemlig været et par ret sete fjernsynsudsendelser derfra: Danmark på Prærien samt Brødrene Price.
Midt på torvet ligger Møllen fra Nørre Snede, og vi skulle spille til indvielse af møllens nye vinger. Det foregik omme i parken bagved. Først fik vi hot dogs på den danske måde (syntes amerikanerne) I hvert fald var det med røde pølser, og så spillede vi sammen med Dwight og en familie, vi kender, var kommet fra Nebraska for at danse. Det meste af det danske man møder i USA er karikeret en lille smule og dansene her mindede lidt om det, nisserne danser i Jul i Gammelby. Men de er utroligt søde mennesker, og det er altid tankevækkende, at de jo alle er amerikanere, men derudover er det utroligt vigtigt, hvor de ellers kommer fra.

Næste morgen begav Emil og jeg os afsted på en 600 km tur til Minneapolis og lufthavnen. 600 km giver først rigtig mening, når man tænker at hvis jeg startede hjemmefra i Danmark, kunne jeg nå til Berlin! Men vi nåede det hele og der blev spist rigeligt med M&M’s både på forsædet og bagsædet. Emil var meget træt, da vi nåede flyet, og jeg fandt ud af, hvor meget, man skal rette sig op, når man går ombord med et grædende barn. Folk havde ikke vildt meget overskud for at sige det mildt, men heldet var med os, og vi fik 3 pladser, så Emil lå og sov det meste af vejen.

Ude godt, men hjemme bedst. Hvor kan jeg ikke lide systemet USA, men hvor kan jeg godt lide menneskene, jeg møder, og jeg kan også ret godt lide at spille for dem, og nu har mor og Emil været på roadtrip sammen ❤

(jeg holder lidt sommerferie fra bloggen, men vender tilbage til august, så hæng på)

1 Comment

  1. Jonna Pallisbo siger:

    Rigtig dejlig sommerferie til dig/jer, håber du må nyde det. Vi andre må så også undvære din blog, som jeg læser med glæde. Kender jo nogle af de steder du omtaler og er selv ret begejstret for de amerikanere jeg møder på min vej rundt i det store land.

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: