Fanø 1

Første gang, jeg besøgte Fanø, var sammen med min søster. Vi ville gerne på ferie – alene! og blev af vores forældre kørt til færgen, købte en billet og sejlede over. Vi var 12 og 15 år og enige om, at hvis ikke Fanø var noget for os, så kunne vi altid tage på McDonalds. Fanø var ikke noget, og der var ingen McDonalds. Det styrtregnede, og vi blev nærige med vores surt sammenskrabte lommepenge, så vi lå mest i vores telt, hvilket var beklædt med en sort affaldssæk for at holde regnen ude.

Senere fandt jeg ud af at Fanø i særdeleshed var noget for mig:
På konservatoriet havde vi hvert halve år et nyt sammenspilshold, og en af gangene, viste det sig, at der kun var to, som havde valgt Fanø-sammenspil som første prioritet. Det var min violinmakker Kristian Bugge og mig. Hvilket held at få en sammenspilslærer til en allerede eksisterende duo!
Vi blev hurtigt enige med vores lærer, Peter Uhrbrand om, at man spiller bedre Fanømusik i Sønderho end i lokale T7, som ellers var os tilstilet.

Den første gang husker jeg det ikke, som vi fik spillet overhovedet, men folkemusik er jo også så meget andet end musik…
Vi startede i hvert fald med en kaffepunch. Den klassiske opskrift hedder jo, at man skal putte en mønt i en kop. Så hælder man kaffe i indtil, man ikke længere kan se mønten – og så hælder man snaps i indtil, man igen kan se den.
Da vi havde drukket den, gik vi en tur i byen og mødte en mand, som inviterede os ind i sit hus – på en kaffepunch…
Til sidst skulle vi ned på Nanas Stue, som er den lokale café, og der fik vi en – rigtig gættet!! – kaffepunch. Da jeg så hørte følgende historie, lovede jeg mig selv at efter-google den, for jeg var lidt i tvivl om sandhedsværdien efter 3 heftige kaffepuncher, men den er god nok (97%) – prøv bare at google efter 😉
I 1741 manglede den danske konge penge og besluttede sig for at sælge Fanø. Det var fannikerne ikke helt tilfredse med, for hvad ville der ske, hvis de rige folk fra fastlandet ville købe øen? Derfor tog de til Ribe, hvor der skulle være auktion på øen og fik stillet på byens ur, så auktionen startede en time før beregnet, og så var der ikke dukket andre købere op, og Fanø købte sig selv. Der er stadig ét gode tilbage fra det pudsige køb. Og det er, at hvis der kommer vraggods ind alle andre steder, tilfalder det staten, men kommer det ind på Fanø, tilfalder det øen. I 1991 skyllede der pludseligt en masse maghoniplanker ind. Der var vist noget med, at man forsøgte at hugge plankerne fra hinanden i nattens mulm og mørke – men i hvert fald, da de blev solgt, fik øboerne en lille smule penge ud af det. Det er ikke så tosset at have sin egen ø så.

Sønderho ❤

3 Comments

  1. Jonna Pallisbo siger:

    Har aldrig besøgt Fanø som barn, men som voksen finder jeg øen, menneskene og ikke mindst musikken fantastisk. Har besøgt øen rigtig mange gange, endte endda med at sy min egen dragt.

    Liked by 1 person

  2. booking@givebedandbreakfast.dk siger:

    Hyggelig historie

    Få Outlook til iOS

    Liked by 1 person

  3. Kirsten Bune Rasmussen siger:

    Du må da også blive forfatter en dag, så utrolig godt som du skriver.

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: