Fanø 2

En sønderhoning er både en person fra Sønderho, en dans fra Sønderho og en melodi fra selv samme sted. Det er helt logisk, når bare man lige ved det.
Kristian Bugge (min violinmakker) og jeg spillede sønderhoninger et halvt år på konservatoriet, og vi er ligesom aldrig stoppet igen. Hvis man går til et Fanø-bal, så danser man de samme trin hele aftenen. Jeg ved ikke, om man søger ekstasen, men den kommer i hvert fald nemt. Man drikker også energidrik – ikke Red Bull, men kaffepunch.
En af de første gange, jeg besøgte Fanø og sad på Nanas Stue og spillede, så fandt jeg hurtigt ud af, at de alle sammen kunne trinene. Går I til folkedans? spurgte jeg utrolig dumt. Det var der ingen af dem, der gjorde. Fanødansen hører med som en naturlig del i det sociale liv. Der er cirka 100 melodier, og jeg har været med til at spille de fleste. Nogle af dem findes, så vidt jeg ved, kun på Fanø, mens andre er hits i hele Norden.
For snart mange år siden lavede Kristian og jeg et projekt, som vi kaldte Projekt Dialekt. Der optog vi blandt andet et bal fra Fanø. Det startede kl 19.30 – og der kom ingen…. Vi spillede på livet løs, og der blev filmet de få par, der var på gulvet. Kl 23.00 var der stuvende fuldt, for det var der, sønderhoningerne var vant til at gå i byen. Og kl 23.30 skulle vores filmhold med færgen. Surt, men lærerigt.

I juli måned ligger sønderhodagen. Min søster, Emil og jeg havde lejet en hytte, for så skulle vi med til den årlige begivenhed. Den dag går folk rundt i dragter i byen. Der var en dame, der fortalte, at den eneste folkedragt, man måtte sy på maskine var Fanødragten. Fordi man på Fanø i 60erne stadig kunne finde folk, som havde en dragt på som det “normale” tøj, og fordi den tradition havde været levende så længe, var det naturligt at benytte sig af noget så moderne som en symaskine. Andre steder i landet var folkedragen forsvundet den gang, man kun syede i hånden, så det skulle man så også stadig gøre, hvis man interesserede sig for dragtsyning på den rigtige måde.

Der var optog fra Børsen og hen til møllen. Alle dem i optaget havde dragter på. Spillemændene gik forresten, og der var en hestevogn med børn foruden alle de gående. Vi så sågar en dåbspose med et spædbarn.
Folk stimlede sammen henne ved møllen og der blev vist de obligatoriske brudedanse. Selvfølgelig er det en opstillet dag.
Sidste gang jeg var til sønderhodag, nåede jeg ikke videre end til Nana’s Stue, og der folder festen sig ud, som den ville gøre på en hvilket anden festdag, men der var nu også noget over at stå henne ved møllen. Min søster bemærkede, at det hele drejede: dansene, møllen og sivene (og måske også dem, der havde fået lige tilpas med kaffepunch 😉 )

Man skal bestille bord i Sønderho sådan en dag. Det havde vi ikke gjort, så den første dag hed det kylling og pommes frites ude på den enormt brede strand. Emil hvinede af fryd over sådan en frihed med strand og pommes frites. Næste dag fik vi bakskuld: saltet, tørret og røget ising.

Om aftenen er der bal i Sønderho forsamlingshus. Trioen hedder Je Swevers og har eksisteret i en længere årrække.
Duggen på forsamlingshusvinduerne dukkede hurtigt op, men den plads jeg havde fået tiltrusket mig var lige op ad en rude og når man forsigtigt tørrede duggen lidt af, kunne man for det første se ned i barnevognen, hvor Emil lå og sov og for det andet kunne man se børn i folkedragter øve sig i at danse ude på parkeringspladsen. Når de så kunne trinene nogenlunde kom de ind i forsamlingshuset og dansede inde i midten af kredsen. NÅR man så havde styr på det og var kommet op i tempo, så kunne man forsøge sig med den ydre kreds, hvor alle de erfarne danser.

Ved næste dansepause så jeg ud af den duggede rude, at barnevognen var begyndt at bevæge sig. Emil ville ikke mere, så vi tog en af de sidste færger hjem.

Vi ses Fanø!

1 Comment

  1. Jonna Pallisbo siger:

    Fanø musik, dans og øens mennesker er alt sammen specielt, men at danse de trin en hel dag/aften er fantastisk, man bliver helt høj.
    Tak for din artikel, jeg glæder mig hver gang jeg læser noget om dine oplevelser.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: