Harmonika eller opvask

Ja, det stod valget mellem, syntes min mor. Og det var ikke så let, for jeg kendte kun til harmonikaspillende ældre mænd med træsko uden hælekappe – og bestemt ingen harmonikaspillende 11 årige piger. Men jeg valgte alligevel harmonikaen.

Vores nabo Jens Arne lærte mig svenske og norske melodier på gehør, men jeg skulle jo også gå til undervisning.
Der skulle tre til at stille et FOF-hold.
Min far havde altid ønsket sig at spille, men så manglede der jo stadig en:

Mine forældre var nogle af de allersidste, der fik en postkasse. De havde jo et bryggersbord, og der kom posten Ove ind og lagde brevene. Jeg havde mange pennevenner som barn og fik ikke altid regnet efter, hvor meget porto, der skulle på stakken med breve, men så lå der en seddel dagen efter: Jeg har lagt 2,50 kr ud. Hilsen Ove. Så vi kendte fint vores postbud. Far vidste også, at han også altid havde ønsket sig at spille harmonika, så far meldte ham på vores hold og lagde kvitteringen ud på bryggersbordet. Så vidt jeg ved, er han stadig den dag i dag formand for Vejle harmonikaklub 🙂

Jeg øvede mig et halvt år, for så kunne jeg komme med på nybegynderholdet på det store efterårskursus på Fuglsøcenteret. Mor havde sagt, man fik sådan en god frokost, så jeg havde besluttet mig for at tage op og spise, og så ville jeg holde med at spille, når jeg kom hjem.
Men under den absolut rigtig gode frokost, kom der nogle unge mennesker ind. Det viste sig, at de også spillede – og endda rigtig godt. Jeg snakkede lidt med dem, og de spurgte, om ikke jeg ville med hen og jamme. Det ville jeg gerne, men de sendte mig tilbage efter min harmonika. Jeg vidste nemlig ikke, at når man jammede, så spillede man sammen. Den dag som 11,5 årig besluttede jeg mig for, jeg ville leve af at spille harmonika. Jeg tror ikke, jeg fik spillet mange toner. Jeg husker, de både fortalte mig, at melodien f.eks. gik i A-dur, og jeg skulle starte på et E. Men det var helt lige meget, for jeg var solgt.
De unge mennesker havde en gruppe, som de kaldte for Fritterne, og jeg købte for mine lommepenge deres 2 kassettebånd (eller måske fik jeg båndene af mine forældre… jeg tror ikke mine 7 kr om ugen rakte så langt)
Jeg brugte timer hjemme foran stereoanlægget på at lære melodierne og især følge med i det rasende hurtige tempo, som der blev lagt for dagen (når man var en nybegynder)
Det føles jo helt som et eventyr, at jeg rent faktisk er kommet til at leve af at spille harmonika – og hvis I spørger min mand Johs, synes han stadig ikke, jeg er god til at vaske op.

3 Comments

  1. Jonna Pallisbo siger:

    Hej Mette Kathrine, er ret vild med dine små causerier, tro mig havde jeg kunnet ville jeg også have valgt musikken.

    Like

  2. Kirsten Bune Rasmussen siger:

    Du bliver nødt til at skrive en bog med historier. Ikke den du er i gang med om spillemænd, nej, du er så god til at fortælle historier også på skrift, så bare igang, så du kan få forfatterhonorar som supplement til din øvrige indtjening.
    Du har en stor fanskare og den kan kun blive større ved det.
    Knus

    Like

  3. sadyhr siger:

    Åh ja. Mine knægte fik også valget mellem opvask og at øve violin 🙂

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: