Naboen Jens Arne

Vores nabo, da jeg var barn, hed Jens Arne. Han boede på den yderste gård, der hørte under Koldinghus. Mine forældre bor på grunden nu. Det tog lidt tid for min far at rydde op, og bagefter blev gården jævnet med jorden, og mine forældre fik bygget et nyt hus. Af en eller anden besynderlig grund har jeg aldrig savnet vores barndomsgård, måske er det fordi, vi var så bekendt med Jens Arne og grunden der. Han var nok en af dem, som Søren Ryge ville have lavet et program om, hvis han havde kendt ham. Gården var ikke velholdt, og der var 2 ting ude i haven, som jeg ledte efter, da jeg var barn: Mor havde sagt, at vi ikke skulle på toilet inden for (der var vist nok et das, men jeg besøgte det aldrig) Toilettet var i haven!
Når min mor havde fødselsdag, kom Jens Arne altid med en smuk bundet buket, og han og mor spøgte med, at det var fra haven.
Jeg kiggede mange gange igennem det alt for høje græs, men fandt aldrig hverken toilet eller blomster.
Da Jens Arne fyldte 80 år, kørte far og jeg derop. Fars bil ramte lidt imod et par grene fra den korte allé af træer, som lænede sig ind over grusvejen ned til gårdspladsen. Der var også andre biler. Far sagde konstaterende, at når det nu var rund fødselsdag, så tog man hoveddøren. Den bandt lidt. Inden for var der 2 døre. Far lagde skulderen blidt mod døren, ind til den gav sig, men der var ingen i dagligstuen. Vi hørte en enkelt stemme inde fra den fine stue. Der sad 8-9 mørkklædte ældre mænd – alle vokset op på egnen – rundt om et langbord. Naboer. Folk vil undre sig, men jeg kan godt tie, når det er det, der skal til. Og det skal det, når fåmælte landmænd er alene sammen. En af dem fik dog sagt, at hans børnebørn var noget uvorne. SÅ kom Jens Arnes søster ude fra køkkenet og blandede sig i debatten. Om ikke de kunne huske, da de var børn og sad under bordet og hørte på de voksne og ikke turde sige et kvæk. Så var det da alligevel bedre, at børnene nu til dags sagde lidt for meget og lidt for tit. Mændene tav.
Søsteren var kommet ind med boller med pålæg. Jeg havde set fadet ude på ringkomfuret ude i køkkenet. Jeg havde også undret mig, hvis ikke dét havde været menuen 🙂
Vi sluttede dagen med et par harmonikanumre. Jens Arne var min allerførste harmonikalærer. Inden jeg blev sendt til undervisning spillede jeg svenske og norske melodier på gehør sammen med Jens Arne. Han havde et særligt taw, som jeg allerede som barn havde bemærket også i sammenligning med teknisk meget mere velfunderede harmonikaspillere.
Og som før skrevet bor mine forældre nu på Jens Arnes grund. Og man kan faktisk godt lære afdøde mennesker at kende endnu bedre ved feks at bo på deres grund eller spille deres melodier.

1 Comment

  1. booking@givebedandbreakfast.dk siger:

    Altid interesant læsning

    Få Outlook til iOS

    Like

Skriv et svar til booking@givebedandbreakfast.dk Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: