Man kommunikerer jo med sit publikum…

Og det kan der komme meget sjovt ud af. Jeg er ret sikker på publikum ikke tænker over, hvor meget musikerne egentlig kan se:

Der var sikkert en forklaring på, at hende læreren helt nede bagved til skolekoncerten udelukkende kiggede i sin telefon, mens vi spillede, men jeg registrerede det alligevel.

Der var også den gamle mand i kørestolen, som ikke kunne tale, men hvor der løb en lille forsigtig tåre under Jens Vejmand.

En kvinde løb en gang ud fra en koncert, og jeg troede bestemt, det var min skyld. At hun ikke kunne lide min musik. Senere kom jeg til at snakke med hende. Hun led noget så forfærdeligt af parfumeallergi, så hun havde ikke kunnet tåle sidemanden.
Siden, når folk er gået fra et spillested, inden jeg har været færdig med at spille, har jeg tænkt, at de nok led af parfumeallergi.

Det sker også, folk på den ene side sidder og smiler stort og på den anden side sidder der en og fælder en tåre. Og til samme melodi! Og måske er den ikke sørgerlig. Man kan ikke vide, hvad, hvorfor og hvornår ting rammer.

På vej hjem i Zenobia-bilen lyder snakken nogle gange sådan her: Så I hende den søde dame, der sad på forreste række? Hun var vel nok dejlig at spille for.
Eller:
Det var godt nok lidt distraherende, at dem nede bagved blev ved med at snakke (selv om det muligvis var musikken, de snakkede om)

Zenobia spillede på Tunøfestivalen en meget tidlig morgen for mange år siden. På færgen på vej over sad vi ved siden af nogle meget tavse ungersvende. Tavsheden kom sig vist af, at de aftenen før nok havde været lidt for muntre. De fik en panodil hver af Louise. Da vi så spillede vores morgenkoncert for et helt fuldt Tunøtelt kom vores førnævnte ungersvende ind, gik ned i baren og snakkede højlydt – som de eneste. Louise kunne ikke dy sig for at fortælle resten af teltet, hvor godt og hurtigt sådan et par hovedpinepiller virker. Så tav de unge fyre 😉

Der var også den gang Zenobia spillede for en ordentlig flok pensionerede skolelærere. De sad enormt tæt på. Ham lige foran mig var virkelig god til at slappe af i ansigtsmuskulaturen. Jeg blev noget befippet, for alt vendte bare nedad på ham. Jeg prøvede virkelig at få ham til at smile, men lige meget hjalp det. Aftenens eneste reaktion kom da jeg rejste mig og sagde: Nu vil vi gerne spille Jeg bærer med smil min byrde.
Så kiggede manden op og svarede langsomt: DET er vi nogle, der er færdige med.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: