Ordelsker

Vi sagde Fru til vores dansklærer. Og undervisningen var også derefter. Det var ikke alle i klassen, der vidste, HVOR gode vi var til dansk, før vi kom ind i den større byskole og havde nogle at sammenligne os med.
I folkeskolen var jeg i den diktatgruppe, der skulle øve selv. Vi var lynhurtige til at gennemgå ordene, hvorefter vi arbejdede på et hul i gulvet ned til formningslokalet. En dag kom vi igennem, hældte saftevand i hullet og skyndte os nedenunder for at se, hvordan det dryppede.
Til folkeskolens afgangseksamen i diktat lavede jeg én fejl. Jeg er ikke kommet mig over min ærgrelse endnu. Emnet var velocipedens historie. Jeg fik fejl i ordet frøjs. Ja, sådan siger jeg det og have slet ikke overvejet at slå sådan et lille dumt ord op. Men man frøjs ikke om vinteren. Man frøs 😦

Der er nogle få grammatikfejl, som jeg irriteres over, men ellers er det nu mest til morskab, hvad folk skriver.
(Jeg er SÅ træt af, folk ikke kan finde ud af jeg og mig. Hvor svært kan det være? Gaven er ikke fra Peter og jeg 😦 Den er fra Peter og MIG!)

Jeg har en enkelt gang spurgt i en meget fin butik i Holte, om ikke jeg måtte låne en tusch og placere et par r’er på deres plakater med Nye forårsvare. Det var ikke for at være snobbet. Forhåbentlig var det en hjælp.

Min søde mand stak mig en dag Den blå avis og sagde, at jeg nok kunne få lidt sjov ud af den. På en tilfældig side stod der: Helt ny damecykel sælges på grund af alder. Neden under stod der: Pels sælges til 2000 kr. Hvis du synes, det er for meget, kan vi godt sige 600 kr.

På en vestjysk mongolsk restaurant kan man få friskfangede blækprutter. Samme sted tilbyder de Diner transportable – ikke ud af huset.

I en af Københavns finere tøjbutikker solgte de rullekrager i moderigtige farver.

Hos min bager kunne man få en gratis kop kaffe, hvis man købte en tør kage.

I en husmoderforening så jeg, man kunne gå på kursus i strøm-penisser. Og i Femina var der en opskrift på blomkålssuppe med dildo-lie.

Min mormor døde i sommer. Hun var gammel, så det var ikke det. Men nu har jeg ikke nogen at ringe til og fortælle om ord, ordsprog og andre sprogforviklinger. Hun var ordekvilibrist, og jeg kunne få hende til at hulke af grin over noget, jeg havde hørt. Vi diskuterede ord, og når jeg snakkede med mormor, var der en rigdom af ordlege og sprogblomster. Det er jo en slags musikalitet, som gemmer på humor, skønhed, historie, kultur og præcision, når man har et rigt ordforråd.

Det vil jeg gøre mig umage for, at Emil får. Oldeungen, som mormor kaldte ham.

7 Comments

  1. Kai Frostholm siger:

    Du må hjertens gerne dele dine sprogblomster med mig som erstatning for Mormor. Jeg er typograf emeritus med interesse for sproget.
    Kai Frostholm.

    Liked by 1 person

  2. brittar siger:

    Bed and breakfast, ingen morgenmad! Hvad mon de tror breakfast er😁

    Liked by 1 person

  3. Margrethe siger:

    Skønt 😀

    Like

  4. Jette siger:

    Mette, jeg deler din ærgrelse over at have en lille, dum fejl i diktaten til afgangsprøven – det skete også for mig. Jeg kan ikke lige huske ordet, men der var et “i” i ordet, og jeg havde glemt prikken over i’et, men ellers var det korrekt stavet. Jeg havde alle regnbuens farver af ærgrelse… Alle diktaterne i løbet af året havde været 100% fejlfrie, og så slutter man med sådan en dum fejl! Og de andre grinede bare af mig. Øv!

    Liked by 1 person

  5. Jonna Pallisbo siger:

    Dejligt, når nogen gider kere sig om vores sprog. God arbejdslyst, det bliver nemlig værre og værre. Har lige været på OUH, deres velkomstpjece har hele to grove stavefejl.

    Liked by 1 person

  6. Ole Nikolajsen siger:

    Hvor er det bare dejlig læsning. Tænk at det kan lade sig gøre uden at bruge en eneste (mærkelig ukendt) forkortelse og en masse engelske ord. Det er bare dansk, som det bør tales og skrives 🙂

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: